Araknofobi - angst for edderkopper

Araknofobi er betegnelsen for ekstrem angst for edderkopper. Lidelsen kan betegnes som en specifik fobi og er muligvis den allermest udbredte fobi i Danmark. Det kan være en meget begrænsende lidelse, og mange vil gå til store længder for at undgå at blive konfronteret med en edderkop – både i virkeligheden og på billeder eller film. Heldigvis har behandlingsformen kognitiv adfærdsterapi i kombination med eksponeringsterapi vist sig yderst effektiv til kurering af araknofobi. Hos Psykologerne Johansen & Kristoffersen beliggende i Aarhus og på Frederiksberg i København er vi eksperter i denne terapiform og tilbyder forløb med korte ventetider. Læs mere om edderkoppefobi, årsagsforklaringer og behandling herunder.

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om araknofobi?
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Hvad er araknofobi?

Araknofobi er frygten for edderkopper, hvor frygten kan karakteriseres som værende ekstrem og vedvarende. Lidelsen er alment kendt og fremkommer i varierende sværhedsgrad hos mange mennesker i Danmark på trods af, at der ikke findes farlige edderkopper i landet.

Mange finder almindeligvis edderkopper frastødende eller angstprovokerende, men når oplevelsen af en edderkop medfører stærke reaktioner, såvel fysisk som psykisk, kan der være tale om araknofobi. Nogle mennesker vil instinktivt flygte fra den givne situation, mens andre vil se sig nødsagede til at blive og føle sig ude af stand til at bevæge sig. Angsten kan desuden komme fysiologisk til udtryk gennem forhøjet hjerterytme, svedige håndflader, svimmelhed, åndenød og lignende.

Følelser af svær ængstelse kan udløses i enhver situation, som involverer edderkopper – også uden at der nødvendigvis er tale om en ægte edderkop. I nogle tilfælde kan blot realistiske tegninger, billeder, legetøj eller edderkopper på film frembringe reaktioner. Edderkoppefobi er således præget af en irrationalitet, der bevirker, at frygten kan opstå blot ved synet af edderkopper på film eller fanget i et terrarium, hvor der ikke vil være chance for direkte kontakt.

Det kan naturligvis være fornuftigt at udvise årvågenhed over for giftige arter af edderkopper, men i Danmark findes der udelukkende ufarlige arter. Dog forekommer disse ufarlige edderkopper hyppigt, hvilket gør, at et problematisk forhold til dyret kan være meget begrænsende i hverdagen. Mennesker med denne lidelse vil ofte bruge meget energi på at undgå situationer, hvor der potentielt kan opstå kontakt med edderkopper. Fobien kan blandt andet medføre, at man undgår områder som eksempelvis campingpladser eller landlige områder, eller at man nøje undersøger et rum for edderkopper, inden man opholder sig i det.

Det er uhensigtsmæssigt at ignorere symptomerne, såfremt der er tale om stærke, irrationelle reaktioner på et relativt almindeligt og fredeligt dyr, der findes i mange danske hjem, især i betragtning af, at tilstanden almindeligvis kan behandles hurtigt og effektivt på omkring 5 sessioner eller i et afgrænset fobi-forløb.

Årsager til frygt for edderkopper

Vi mennesker besidder en naturlig årvågenhed over for synet af otte-benede insekter som edderkopper, eftersom denne mekanisme evolutionært set har fremmet vores overlevelse i naturen, hvor giftige edderkopper har været en reel fare. Denne iboende frygtsomhed er formentlig bidragende til udviklingen af araknofobi og forklarer desuden fobiens udbredthed trods den ringe trussel fra edderkopper i vores moderne omgivelser.

For den enkelte har fobien i nogle tilfælde hertil sit udspring i en enkeltstående ubehagelig hændelse eller en række negative erfaringer, som til sidst akkumulerer sig til en egentlig fobi. Også modellering, hvor barnet bliver angst for edderkopper ved at se nærtstående voksne udvise denne angst, kan være en medvirkende faktor. Samtidig er det muligt at arve en generel genetisk prædisposition for angstlidelser, hvorfor der ofte er flere individer i samme familie, der udvikler en fobi eller angstform.

Forekomst af edderkoppefobi

Frygten for edderkopper er muligvis den mest udbredte og almene fobi i Danmark. Det antages, at op mod 50% af kvinder og 10% af mænd lider af araknofobi i en eller anden udstrækning. Derudover placerer lidelsen sig i kategorien “specifikke fobier”, hvor undersøgelser viser, at ca. 12-20 % af befolkningen lider af en form for specifik fobi.

Personer med edderkoppefobi vil typisk have oplevet fobien første gang tidligt i livet. De fleste har debut omkring 6-7 års alderen.

Behandling af araknofobi

Kognitiv adfærdsterapi er en evidensbaseret og anerkendt behandlingsform, som har vist sig utroligt effektiv i behandlingen af araknofobi. Det er med afsæt i denne evidensbaserede praksis, at vi tilbyder psykologhjælp ved vores klinikker I Aarhus og på Frederiksberg i København. Behandlingen centrerer sig blandt andet omkring klientens egne forestillinger om den fobiske situation, mens der samtidig informeres om selve fobien og symptomerne, samt hvorledes disse udvikles. På den måde kan man lære at registrere og sidenhen ændre uhensigtsmæssige tanker og reaktionsmønstre, som opretholder ubehaget og undgåelsesadfærden i de situationer, personen frygter.

Et andet vigtigt læringspunkt er gradvist at udsætte sig selv for de situationer, som medfører angst eller ubehag. Dette foregår i praksis ved en teknik kaldet eksponering, hvor man trin for trin øver sig i at udholde gradvist sværere situationer. Ved eksponering har man på forhånd udarbejdet en prioriteret liste over skræmmende situationer i samarbejde med psykologen. Man bevæger sig derefter langsomt og i kontrollerede omgivelser ned ad listen, idet man på hvert trin søger at eliminere angsten og tilvænne sig situationen. Man kan eksempelvis starte med blot at forestille sig en edderkop og langsomt arbejde sig hen imod at røre en ufarlig edderkop.

Hvis du er interesseret i et afgrænset behandlingstilbud for specifikke fobier, kan du læse mere om fobi-pakken her.