Udredning af ADHD hos voksne

Førstegangsbesøg, som inkluderer screening
Hvis du opsøger udredning i privat regi, vil du kunne kontakte klinikken direkte og selv lave en aftale for første udredningssamtale. I det offentlige skal du først kontakte egen læge, som skal sende en henvisning til CVI, hvis egen læge vurderer, at dine symptomer er forenelige med en begrundet mistanke om ADHD.

I de fleste tilfælde, både i offentlig og privat regi, vil man først komme ind til en visitationssamtale eller et førstegangsbesøg, hvor man får anledning til at fortælle om hvorfor man mistænker at man har ADHD samt evt. andre udfordringer man oplever at have. Det vil i forbindelse med denne samtale også blive anvendt et eller flere screeninginstrumenter, som er standardiserede tests, baseret på adfærdsrating. På baggrund af resultatet i disse tests og de øvrige oplysninger, kan behandleren vurdere, om der er tilstrækkelig indikation for at gå videre med undersøgelsen. I denne samtale vil det og typisk vurderes, om der er tegn på andre lidelser, som kan give ophav til lignende symptomer, såkaldte differentialdiagnoser samt om der er tegn på komorbiditet, altså andre samtidige lidelser.

I forbindelse med førstegangsbesøget er det også naturligt, at man taler om, hvad formålet med undersøgelsen er, altså hvilke instanser som skal modtage undersøgelsens konklusioner, hvad disse skal bruges til, hvilke funktionsområder der er brug for at undersøge i detalje og hvem som skal modtage anbefalinger mht. behandling, tiltag, tilpasninger, støtte og strategier.

Mange med ADHD oplever udfordringer også på andre områder end de rent diagnostiske, som er begrænset til opmærksomhedsforstyrrelse og hyperaktivitet/impulsivitet. Disse indgår strengt taget ikke i den diagnostiske vurdering, men kan alligevel være en væsentlig del af udredningen, da mange oplever, at disse er vel så plagsomme som kernesymptomerne på ADHD. Disse komorbide eller samtidige problemstillinger er ofte knyttet eksekutive funktioner (planlægning, organisering), indlæring (hukommelse), ordblindhed, stærke følelsesmæssige reaktioner (vrede, følelsesmæssige svingninger), søvnproblemer, sociale eller relationelle vanskeligheder, misbrug eller afhængighed, og andre psykiske lidelser, som angstlidelser, depression eller OCD. Disse problemstillinger kan påvirke både medicinsk og psykologisk behandling.

Udviklingshistorie og klinisk interview
Den næste samtale omhandler som regel din udviklings- og sygdomshistorie helt tilbage fra barndommen samt også om det foreligger diagnoser eller lignende problemer hos andre i din familie. Hvis man fortsat har forældre eller andre som kan give oplysninger om hvordan man var i barndom og teenageår, kan det være en fordel, at denne eller disse kommer med til dele af denne samtale.

ADHD-diagnosen stiller krav til, at man både skal have haft et tilstrækkelig antal symptomer de sidste 6 måneder og at flere symptomer skal have været til stede før 12 års alder. Det benyttes ofte standardiserede, kliniske interviews til at undersøge både de nuværende og de tidligere symptomer for at kunne vurdere eksakt hvilke symptomkriterier, som er opfyldte og hvilke som falder under diagnostisk tærskelniveau.

Kognitiv undersøgelse
Den kognitive undersøgelse inkluderer både en undersøgelse af det generelle kognitive funktionsniveau og specifikt af opmærksomhedsfunktionen. Førstnævnte gøres af to grunde, hvoraf den første er at udelukke en generel kognitiv udfordring som årsag til ADHD-symptomerne. Den anden grund er, at mål på opmærksomhedsfunktion kan sammenlignes med det generelle intellektuelle funktionsniveau for dermed at vurdere, om disse objektive, neuropsykologiske mål på opmærksomhedsfunktion er væsentlig lavere end forventet.

Man skal imidlertid være opmærksom på, at mange med ADHD faktisk ikke klarer sig dårligere end personer uden ADHD på disse standardiserede, præstationsbaserede mål på opmærksomhedsfunktion. Dette skyldes, at disse mål er af langt kortere varighed, har klarere rammer og er mindre komplekse end de situationer, som man oftest står over for i ens virkelige liv. Disse tests skal derfor ikke fortolkes som egentlige ”ADHD-tests”, men som indikationer for og mod diagnosen samt informationskilder på linje med flere andre om aspekter ved opmærksomhedsfunktionen.

Den kognitive undersøgelse kan også samlet udgøre et grundlag for at vurdere styrker og svagheder mht. indlæring af visuel og auditiv information, løsning af logiske, abstrakte problemer, evne til at forstå og løse praktiske, visuelle problemer, evne til at bearbejde information hurtigt og fejlfrit, sproglig funktion og almenviden. Ved indikation eller ønske om mere detaljeret vurdering og mere specifikke anbefalinger, så udføres også i mange tilfælde en udvidet undersøgelse af en eller flere kognitive funktionsdomæner for at informere diagnose og anbefalinger.

Adfærdsrating
Adfærdsrating foregår ved brug af forskellige spørgeskemaer, som spørger ind til konkret adfærd, som er forbundet med udfordringer med opmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet samt andre associerede problemstillinger. Fordelen med adfærdsrating er, at dette giver et billede af, hvordan disse udfordringer stort set har været over en længere periode, oftest de sidste 6 måneder, samt giver anledning til effektiv informationsindhentning fra flere informanter. Ideelt set kan man kombinere selvrapportering med information fra komparenter, altså andre voksenpersoner, så man får et finkornet billede af ens egen oplevelse generelt set og andres oplevelse i forskellige kontekster.

Resultaterne i adfærdsrating har også den fordel, at de kan sammenlignes med normer, altså gennemsnittet for andre populationer, som det er relevant at sammenligne med. Ofte er dette både gennemsnit fra grupper som er diagnosticeret med ADHD og normalbefolkningen, altså personer, som ikke er diagnosticeret med ADHD.

Samlet giver de kliniske, kognitive og spørgeskemabaserede undersøgelser et højopløseligt billede af ADHD-symptomer, hvor de største udfordringer ligger indenfor symptomdomænerne, andre samtidige udfordringer og danner et solidt grundlag for vurdering ift. de diagnostiske kriterier og anbefalinger af tiltag og behandling.

Tilbagemelding
Når udredningen er fuldført, er gængs praksis, at man indkaldes til en tilbagemeldingssamtale. Til denne må man gerne medbringe en bisidder eller en pårørende, hvis man gerne vil, at også andre skal modtage oplysninger, kan hjælpe med at stille spørgsmål, huske, tage notater eller lignende.

I tilbagemeldingssamtalen gennemgås undersøgelsens metoder, resultater, vurderinger og konklusioner samt også anbefalinger for videre forløb, behandling, strategier, tiltag, støtte og så videre. I praksis gennemgås alt relevant og nødvendig i erklæringen, så det er en fælles forståelse for alle vigtige foreliggende oplysninger, fortolkningen af disse og hvordan disse er vejet op mod hinanden og inddraget i erklæringens konklusioner. Dette giver anledning til at rydde evt. misforståelser knyttet grundlag, vurderinger og konklusioner vejen samt erklæringen kan tilpasses bedst muligt til udredningens tiltænkte formål mht. modtager(e) og anvendelse.

Erklæring
Hurtigst muligt efter tilbagemeldingen modtager man den skriftlige erklæring, som beskriver undersøgelsesforløbet, metoder, resultater, vurderinger og konklusioner, herunder diagnoser og anbefalinger.

Overordnet set er symptomerne på ADHD i den nye diagnosemanual, ICD-11, inddelt i to kategorier. Det er symptomer på uopmærksomhed og symptomer på hyperaktivitet/impulsivitet. Nogle vil opleve symptomer indenfor begge områder, mens nogle mennesker primært vil opleve symptomer på enten uopmærksomhed eller på hyperaktivitet-impulsivitet. Har man primært uopmærksomhedssymptomer omtales dette nogle gange uofficielt som ADD, mens den korrekte nye diagnostiske betegnelse er ADHD, overvejende uopmærksom type.

Tegn på uopmærksomhed ved ADHD kan være:

• Svært at fastholde opmærksomhed på opgaver
• Laver sjuskefejl
• Overser detaljer
• Bliver for ophængt i detaljer og mister overblikket
• Får ikke færdiggjort opgaver
• Bliver nemt distraheret af egne tanker, lyde eller aktiviteter omkring sig
• Tendens til at dagdrømme
• Kan have svært ved at høre efter, selv når der bliver talt direkte til personen
• Miste eller forlægge sine ting f.eks. nøgler og pung
• Tendens til at glemme aftaler
• Svært ved at planlægge og organisere opgaver og aktiviteter

Hos nogle mennesker med ADHD ses vanskelighederne med uopmærksomhed ikke, når der er tale om opgaver eller aktiviteter, som de finder meget interessante, eller som er meget belønnende. Det kan f.eks. være computerspil eller en hobby.

Symptomer på hyperaktivitet og impulsivitet kan være:

• Svært ved at sidde stille, selv i situationer, hvor dette kræves eller forventes
• Svært ved at holde hænder og fødder i ro
• Rastløshed og svært ved at slappe af
• Udmattelse som følge af, at man bare kører på
• Svært ved at vente på tur, f.eks. i en samtale, i en kø eller i et spil
• Meget talende
• Tendens til at afbryde andre
• Handler uden tanke for risiko og konsekvens af ens handlinger

Ovenstående symptomer må ikke skyldes brug af medicin, stoffer eller være forsaget af en psykisk eller fysisk lidelse.

Mange mennesker vil kunne genkende flere af ovenstående symptomer – også selvom de ikke vil opfylde kriterierne for en ADHD-diagnose. Det er afgørende, at flere af symptomerne har været vedvarende, og at flere har været til stede fra før 12-årsalderen. Symptomerne skal derudover være til stede på tværs af situationer samt være til stede i en grad, der ligger udover normalen og har en negativ indvirkning på uddannelse, job og/eller ens sociale liv.

I forskning har det vist sig, at hvis du kan svare bekræftende på 4 eller flere af følgende spørgsmål, så er der en høj sandsynlighed for, at du har ADHD:

1. Har du nogle gange eller ofte problemer med at få gjort en opgave helt færdig, når først den mest interessante del af arbejdet er overstået?
2. Har du nogle gange eller ofte problemer med at få ting ordnet, når du har en opgave, som kræver planlægning?
3. Har du nogle gange eller ofte problemer med at huske aftaler eller andre ting, som du burde huske?
4. Undgår eller udsætter du som minimum ofte opgaver, som kræver megen omtanke?
5. Sidder du som minimum ofte uroligt med arme eller ben, når du skal sidde stille i længere tid?
6. Føler du dig som minimum ofte overdrevent aktiv og drevet til at gøre ting – som var du drevet af en motor?

Generelt udviser voksne med ADHD mindre ydre, motorisk uro sammenlignet med børn og unge med lidelsen. Med øgende alder bliver den ydre, observerbare uro ofte mere og mere til indre rastløshed og manglende evne til at slappe af.

I Danmark er det gratis at blive udredt for ADHD, hvis du bliver henvist af din egen læge til en psykiater eller til den offentlige psykiatri. Her dækkes udredningen af den offentlige sygesikring. Der kan dog være ventetid for at få en tid til udredning, ligesom ens henvisning kan blive afvist i det offentlige system.

Mange vælger derfor at blive udredt hos en privatpraktiserende psykiater, en privatpraktiserende psykolog eller en privat klinik i stedet. Her skal man selv betale for udredningen. Priserne vil variere afhængigt af det konkrete udredningstilbud. Nogle private sundhedsforsikringer dækker privat udredning. Så har man en privat sundhedsordning, kan man med fordel forhøre sig hos dem i forhold til, om de dækker udredning for ADHD.

Det er altid en god idé at starte med at tale med din læge eller en psykolog, som kan hjælpe dig med at vurdere om en udredning for ADHD kunne være relevant i din situation.

Egen læge kan godt udskrive ADHD-medicin, men der er nogle betingelser, der skal være opfyldt. Diagnosen skal først være stillet, og en voksenpsykiater skal have vurderet, at der er indikation for centralstimulerende behandling samt igangsætning af denne. Derefter kan den praktiserende læge overtage ordineringen af medicin, herunder også justering set i lys af bivirkninger og effekt af medicinen.

Det betyder, at hvis du bliver diagnosticeret med ADHD og opstarter i medicinsk behandling, så vil de første samtaler og medicinafprøvning med titrering op til terapeutisk niveau foregå hos voksen-psykiateren, hvorefter du kan overgå til din egen læge. I mange tilfælde vil der stadig være nogle opfølgende vurderingssamtaler hos psykiateren.

Man kan godt selv betale for en ADHD-udredning. I så fald vil det være udredning ved en privat klinik, en privat praktiserende psykiater eller en privat praktiserende psykolog. Vælger man denne vej, kan det være hurtigere. De offentlige tilbud, hvor udredning bliver betalt af det offentlige sundhedsvæsen, kan have ventetid.

Ønsker man at gøre det privat, så kan man kontakte den private klinik, psykolog eller psykiater for at høre om deres ventetid, forløb, pris mv. Man vil ofte blive indkaldt til en indledende samtale, hvor det vurderes om udredning for ADHD er relevant. Derudover vurderes det herefter, hvilke tests mv., der vil være relevant i den konkrete udredning.

Der findes ikke én enkelt test, der kan vise, om man har ADHD eller ej. Der findes imidlertid screeninginstrumenter, som nogle refererer til som ADHD-tests. Disse er ofte gratis og kan være vejledende i forhold til, om der er tilstrækkelig underbygget mistanke til, at en videre undersøgelse sandsynligvis vil være gavnlig, men kan ikke i sig selv sige, om man lever op til kriterierne for diagnosen eller ikke. Her kan du tage vores ADHD-test for voksne.

Selve diagnosen kan først stilles efter et udredningsforløb, som består af mange informationskilder. Et udredningsforløb består typisk af interviews, spørgeskemaer og kognitive tests. Det vil være psykologen eller psykiateren, der vurderer, hvilke elementer, der vil være relevant at inkludere i udredningsforløbet baseret på en indledende samtale. Der findes derfor ikke en fast standardpris for udredning, men prisen vil kunne variere. Nogle af de tests, som ofte vil indgå, er en intelligensundersøgelse (f.eks. WAIS-IV), opmærksomhedstest, semistrukturerede interviews såsom DIVA-5 og forskellige spørgeskemaer.

Prisen for en ADHD-udredning kan variere meget. Prisen afhænger først og fremmest af, hvad undersøgelsen ønskes brugt til. Det kræver f.eks. langt mindre at udarbejde en undersøgelse, hvor der kun ønskes en diagnostisk vurdering til eget brug, end en udredning, hvor resultater, vurderinger, konklusioner og anbefaleringer skal anvendes i forskellige kontekster (hjem, uddannelse, psykiatrisk og psykoterapeutisk behandling). Herudover afhænger prisen af, hvilke eventuelle differentialdiagnoser, som skal afklares eller udelukkes ved brug af bestemte undersøgelseselementer samt eventuel komorbiditet og undersøgelse af denne. En sådan vurdering kan være relevant og nødvendig for at vurdere den/de rette diagnose(r) og anbefalinger. Slutteligt afhænger udredningens pris ligeledes af, hvilke undersøgelser, der tidligere er udført, tidspunktet for disse, kvaliteten af disse samt kvaliteten af de tidligere undersøgelsers resultater, vurderinger og konklusioner.

Med ovenstående forbehold in mente vil en undersøgelse som regel koste mellem 15.000-30.000 kr.

I nogle tilfælde har man fået en henvisning fra egen læge til en gratis ADHD-udredning. At udredningen er gratis, betyder med andre ord, at udgifterne dækkes af den offentlige sygesikring. I Danmark kan en sådan henvisning fra egen læge kun anvendes ved en privatpraktiserende psykiater – som har overenskomst med den offentlige sygesikring – eller i den offentlige psykiatri. Hos Psykologerne Johansen & Kristoffersen har vi ikke overenskomst med den offentlige sygesikring, hvilket betyder, at du ikke kan anvende din lægehenvisning hos os. Det er dog stadig muligt at blive udredt for ADHD på vores klinikker i Aarhus eller på Frederiksberg, hvis man selv kan betale for udredningen. Ofte er det muligt at booke tid til en afklarende samtale med kort ventetid.

De danske retningslinjer for den bedste praksis i udredningen af ADHD er i øjeblikket under revision af Sundhedsstyrelsen. Imidlertid fastslår internationale retningslinjer udarbejdet af National Institute for Health and Care Excellence (NICE), at en diagnosticering af ADHD bør udfærdiges på baggrund af:

• En grundig klinisk vurdering af klienten, herunder klientens adfærd og symptomer i forskellige kontekster i klientens liv
• Indhentning af information om klientens udvikling samt psykiatriske historie
• Observation og vurdering af klientens mentale tilstand

Overordnet bør en udredning altså udgøres af et udtømmende klinisk interview samt et testbatteri bestående af både spørgeskemaer (såkaldte rating scales) samt neuropsykologiske tests. Det er således ikke muligt at sige, hvilken test, der er den bedste til at teste for ADHD hos voksne, men at den bedste undersøgelsesmetode er, at man benytter videnskabeligt godt undersøgte instrumenter med gode psykometriske egenskaber til at belyse alle de relevante områder, så den endelige, kliniske vurdering kan gøres på et retvisende og solidt fundament.

Indenfor de forskellige undersøgelsesområder har imidlertid f.eks. Conners’ spørgeskemaer (CAARS) gode egenskaber, ligesom Wechslers intelligenstests til voksne (WAIS) ofte indgår som et neuropsykologisk mål på generelt kognitivt funktionsniveau i undersøgelsen. Andre godt egnede spørgeskemaer indbefatter f.eks. Behavior Rating Inventory of Executive Function 2 (BRIEF-2) og Adult ADHD Self-Report Scale (ASRS), som henholdsvis udgør mål på eksekutiv funktion i hverdagen og indikation for mistanke og yderligere undersøgelse for forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed hos voksne.

Til vurdering af i hvilken grad der har været tegn og symptomer på ADHD i barndommen og i voksenlivet, samt i hvilken grad og på hvilke områder disse har medført forstyrrelse af evnen til at håndtere vigtige kontekster i hverdagen – som skole, arbejde, familie, venner og fritid – benyttes ofte DIVA-5. Herudover kan kliniske observationer i og udenfor testsituationerne være relevante, hvis der er tvivl om symptomerne.

Generelt er guld-standarden et dynamisk begreb, som ændrer sig i takt med ny forskning på området. Det væsentlige er, at undersøgelsen hviler på de forskningsmæssigt bedst understøttede undersøgelsesinstrumenter, og at resultaterne vurderes og analyseres grundigt i lyset af den bedst tilgængelige viden om ADHD hos voksne.

Kilder:

Attention deficit hyperactivity disorder: diagnosis and management (nice.org.uk)

ADHD Diagnosis: The Most Accurate Assessment Tools (medcentral.com)

Når det kommer til screening for ADHD i befolkningen generelt, så er spørgeskemaet ASRS sandsynligvis det bedste lige nu. De første 6 spørgsmål i denne test, som også er angivet under afsnittet ”Hvordan viser ADHD sig hos voksne?” er spørgsmål om de 6 symptomkriterier, som bedst har vist sig at kunne skelne mellem personer med og uden ADHD i den almene befolkning. Testen består af totalt 18 spørgsmål, som giver et mål på personens egen oplevelse af, hvor ofte de 18 symptomkriterier for ADHD aktuelt opleves i hverdagen. De sidste 12 spørgsmål har ikke vist sig at kunne skelne mellem personer med og uden lidelsen og er derfor ikke inddraget i vurderingen af mistanke for ADHD. Disse spørgsmål kan alligevel benyttes i den endelige, kliniske diagnostiske vurdering til at belyse oplevelsen af, hvor ofte også disse symptomer forekommer.

Nedenfor ses eksempler på nogle af de spørgsmål, man kan blive stillet i en undersøgelse for ADHD, konkret i et DIVA-interview (Diagnostisk interview til brug for udredning af ADHD hos voksne). Spørgsmålene kan variere afhængigt af, om der spørges til barndommen eller voksenalder.

Eksempler på spørgsmål vedrørende uopmærksomhed

• Har du ofte svært ved at fastholde opmærksomheden om opgaver? Og hvordan var det i din barndom?
  • Eksempel som voksen: Kan ikke fastholde opmærksomheden om opgaver særlig længe ad gange (medmindre emnet opleves som meget interessant).
  • Eksempel som barn: Har svært ved at fastholde opmærksomheden om skolearbejdet (medmindre emnet opleves som meget interessant).
• Er det ofte, som om du ikke hører efter, når folk taler direkte til dig? Og hvordan var det i din barndom?
  • Eksempel som voksen: Har svært ved at koncentrere sig om en samtale eller svært ved at huske, hvad der lige er blevet sagt.
  • Eksempel som barn: Kan ikke huske, hvad forældrene/læreren lige har sagt eller reagerer først på sit navn, efter at det er sagt flere gange.

Eksempler på spørgsmål vedrørende hyperaktivitet/impulsivitet

• Har du ofte svært ved at holde hænder og fødder i ro, eller sidder du ofte uroligt på stolen? Og hvordan var det i din barndom?
  • Eksempel som voksen: Har svært ved at sidde stille, klikker med kuglepennen eller fingererer med noget.
  • Eksempel som barn: Forældrene siger ofte ”sid stille” eller lignende eller kan ikke blive siddende på en stol ret længe ad gangen pga. indre uro.
• Føler du dig ofte rastløs? Og hvordan var det i din barndom?
  • Eksempel som voksen: Har en indre følelse af uro og rastløshed eller har hele tiden en følelse af at skulle foretage sig noget.
  • Eksempels som barn: Løber altid i stedet for at gå eller klatrer på møbler eller hopper i sofaen.

Selvom to forskellige voksne begge kan svare bekræftende på, at de oplever ADHD-kernesymptomer, så kommer ADHD ofte til udtryk på forskellige måder hos forskellige individer. Derfor er der heller ikke ét fastlagt testbatteri, der anvendes ved en udredning, men det er i stedet nødvendigt, at psykologen tilpasser den enkelte udredning ved at sammensætte et specificeret testbatteri. Nedenfor ses et eksempel på, hvilke samtaler, interviews, spørgeskemaer og neuropsykologiske tests, der kan indgå i en ADHD-udredning

Tidshorisonten på en udredning for ADHD afhænger af sagens symptombillede, herunder kompleksitet og eventuelle differentialdiagnoser og komorbiditet, som kræver yderligere undersøgelse. Slutteligt afhænger den naturligvis også af, hvordan de respektive besøg kan passe ind i både klientens og psykologens kalender. Med forbehold for individuelle forskelle vil en udredning som regel strække sig over 3-5 besøg med psykologen over en periode på en uge til en måned i privat regi. I det offentlige er det ikke ualmindeligt, at undersøgelsen strækker sig over en længere periode, da undersøgelserne kan opdeles, så de udføres over ugentlige konsultationer af 45-60 minutters varighed eller der kan være intern ventetid efter de indledende samtaler.

Som psykologer og andre sundhedsfaglige personer anvender man et klassifikationssystem – bedre kendt som ICD-10 – når man skal forholde sig til de diagnostiske kriterier ved en given lidelse. Tidligere i år udkom WHO’s 11. udgave af det internationale klassifikationssystem til sygdomme og andre helbredsrelaterede tilstande. ICD-11 er endnu ikke udkommet på dansk, men vil i de kommende år både blive oversat til dansk og sidenhen implementeret i det danske sundhedssystem. Det vides endnu ikke præcist, hvornår den danske udgave af ICD-11 udkommer, men det er imidlertid muligt at tilgå ICD-11 i en elektronisk udgave på engelsk.

ICD-10 har været anvendt internationalt af fagprofessionelle siden 1989 og i Danmark siden 1994. Den nye udgave rummer derfor også flere forandringer, når det kommer til diagnosticeringen af psykiske lidelser, idet man har inkorporeret den store mængde af ny viden og forskning, der er har været gjort på området gennem de seneste 25 år.

Fleksibel vurdering frem for stringente kriterier

I ICD-10 forholder man sig til, at klienten skal opfylde et præcist antal symptomer førend diagnosen kan stilles. I ICD-11 ønsker man i stedet, at diagnosticeringen i højere grad skal afspejle fleksibiliteten i den måde klinikeren vurderer på, hvor der tages højde for det samlede billede, kulturelle forskelle og lignende. Et eksempel herpå ses ved diagnosekriterierne til ADHD, hvor ICD-10 stiller krav til, at klienten skal udvise mindst 6 af symptomerne indenfor uopmærksomhed, mindst 3 af symptomerne indenfor hyperaktivitet og mindst 1 af symptomerne indenfor impulsivitet gennem en periode på mindst 6 måneder. Disse meget præcise krav til antal af symptomer er udeladt i ICD-11, hvor klinikeren i stedet skal vurdere, hvorvidt nogle af symptomerne på uopmærksomhed/hyperaktivitet/impulsivitet har været vedvarende til stede i et omfang, der er i uoverensstemmelse med klientens alder og forventede udviklingsniveau.

Lidelsens forskellige udtryk gennem livet

I ICD-11 er man desuden overgået til en såkaldt ”life span” tilgang. Det betyder, at man er gået væk fra ICD-10’s gruppering af lidelser efter, hvornår de typisk debuterer og har i stedet valgt at samle lidelserne efter, hvilke symptomer de deler. Et eksempel herpå er separationsangst, som i ICD-10 tilhører kategorien for lidelser debuterende i barn- og ungdom, men som i ICD-11 indgår i kategorien angst- eller frygtrelaterede lidelser. I forhold til ADHD stiller man i ICD-10 som krav, at symptomerne skal være debuteret før 7-års alderen. Dette har man i ICD-11 ændret til 12-års alderen, men yderligere specificeret, at ADHD-symptomerne i nogle tilfælde først ses senere i ungdommen eller voksenlivet.

Symptomer eksisterer på dimensioner frem for i kategorier

ICD-11 har ligeledes søgt at inkorporere en mere dimensionel tilgang i vurderingen af en lidelse. Med det menes, at man i højere grad betragter symptomer, som nogle der interagerer i forskellige dimensioner mere end som nogle, der eksisterer i specifikke kategorier. En fordel ved dette er, at det i højere grad end tidligere kan hjælpe med at differentiere mellem, hvilke klienter der har brug for en intensiv indsats og hvilke, der kan håndtere en lettere indsats.

ADHD er gået fra i ICD-10 at høre under kategorien ”hyperkinetisk forstyrrelse” til i ICD-11 at høre under kategorien ”neurologiske udviklingsforstyrrelser”. Dette skyldes b.la. lidelsens karakteristiske forstyrrelser i forhold til intellektuelle, motoriske og sociale færdigheder, ligesom den ofte sameksisterer med andre neurologiske udviklingsforstyrrelser, som f.eks. autismespektrumforstyrrelse. Herudover har man søgt at imødekomme den stigmatisering, der er forbundet med, at ADHD i ICD-10 er kategorisk mere relateret til adfærdsforstyrrelser, selvom klienter med ADHD typisk ikke udviser forstyrrende og ødelæggende adfærd med vilje.

Kilder:

https://sundhedsdatastyrelsen.dk/da/icd_11/om_icd11 

Reed, G.M., et al. (2019), Innovations and changes in the ICD-11 classification of mental, behavioural and neurodevelopmental disorders. World Psychiatry, 18: 3-19. https://doi.org/10.1002/wps.20611